Herskind KFUM

Herskind KFUM

-Oplevelser for livet

Tusind tak for en fantastisk opbakning!

20. december 2020 · Ikke kategoriseret · Skrevet af herskind-kfum

Idéerne startede med et lys, der blev slukket. Vores elskede årlige julemarked var nødt til at blive aflyst som en af de mange andre arrangementer grundet den store lyseslukker. Nemlig Corona. For os var julemarkedet starten på hjerternes fest, og et sted, der bragte os glæde og lykke. Alt dette blev taget væk.

Hvordan skulle vi nu have råd til at tage på sommerlejr? Hvordan skulle vi nu sprede glæde og julestemning, og ikke mindst hvordan skulle vi nu vise, hvem vi var, og hvad spejderne kan?

Vi var bekymrede, men vi satte os rundt om bordet til vores månedlige grupperådsmøde og lagde hovederne i blød. Netop her i dette tidspunkt og dette sted blev der plantet et frø. Et frø der spirede op over alt forventning. Vi ville nemlig ikke sidde tilbage på sidelinjen, mens Corona gjorde sit indtog. Vi ville gøre noget og skabe glæde. For vi spejdere giver nemlig aldrig op, uanset hvordan omstændighederne så skulle være. Om så det øsregner ned, eller en verdensomfattende pandemi truer hele verdenen.

Idéer blev skabt, nogle blev streget ud undervejs og andre fastholdt. Vi ville som altid bevare de årlige juledekorationer, som vi bringer ud til enlige ældre beboer i Herskind og Omegn. Derudover besluttede vi os for at sælge juleneg og lodder til en alternativ amerikansk lotteri. Dette var vores “Det Store Julelotteri”, som vi afholdt sidste søndag. Vi var nervøse og spændte. Dette var ikke noget, som vi havde prøvet før, og vi havde lagt enorme mængder tid og arbejde i det.

Da dagen så oprandt, lørdag d. 21. november, hvor vi skulle ud med juledekorationer, tabte vi næste kæben. Spejdere i flotte uniformer mødte talstærkt op med deres forældre i ryggen, hvilket gentog sig dagen efter til salg af juleneg. 100 juleneg udsolgt på mindre end 2 timer. Hold da det helt op! Tusind tak for jeres indsats spejdere og ikke mindst jer beboere, der er så søde at støtte os.

Nu gik Det Store Julelotteri så i gang og salget af lodder blev skudt i gang. Her var vi for alvor nervøse. For alting skulle foregå digitalt og Coronavenligt, men alle har jo ikke en mobil eller for den sags skyld MobilePay. Men vi fortsatte ufortrødent og med stor succes. Vores sponsorer var super søde og gavmilde, det samme var jer, der deltog. Igen mange tusind tak fra os Spejderne i Herskind for at gøre dette muligt, for at I havde lyst til at deltage og for jeres bidrag.

Vi holdte en online lodtrækning på vores nye YouTube Kanal “Spejderne I Herskind” sidste søndag. Vi havde lidt tekniske problemer, men vi fik stablet det på benene lige i sidste sekund. Derefter alting gik som smurt, og vi fik holdt et vidunderligt show med jer. Dette var selvfølgelig en alternativ måde, og vi håber selvfølgelig rigtig meget, at vi kan holde vores julemarked næste år, mens hvis situationen stadig minder om denne, kan det være, vi er nødsaget til at hive denne frem igen. Dog ser vi lyst på det hele og håber gevaldigt, at alting er anerledes om et lille års tid.

Hvis du går med tanken om at starte til spejder eller som spejderleder, skal du være mere en velkommen til at “surfe” rundt på vores hjemmeside eller give os et kald;)

Samtidig skal der lydes en enorm tak fra os spejderledere til jer forældre, der hver uge møder og gør det muligt at skabe fantastiske oplevelser for jeres børn. I er ufattelig seje, og det kunne ikke lykkes uden jer. Så mange tak, og vi glæder os sådan til at se jeres børn igen og lave møder for dem.

I ønskes en glædelig jul og dejligt nytår!

De bedste spejderhilsner

Spejderne i Herskind

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*

*